Film er levende billeder, der bevæger, underholder og udfordrer. Film taler til vores sanser og åbner for særlige indsigter. Film giver nye perspektiver på vores liv og indblik i andres verdener. Film skaber fælles rum for refleksion og dialog – og bidrager dermed til den demokratiske samtale.
Filminstituttet hører under Kulturministeriet, og opgaverne er mange – som myndighed, videncenter, oplevelseshus, museum, streamingportal og meget mere. Fællesnævneren er ambitionen om at skabe berigende filmoplevelser for alle.
- Vi vil sikre et fleksibelt støttesystem med optimale rammer for udvikling, produktion og lancering af film og spil.
- Vi vil styrke mangfoldigheden i dansk film og sikre tilgangen af nye talenter, der taler med stemmer, vi ikke har hørt før.
- Vi har fokus på børn og unge, der uanset baggrund skal have mulighed for at opleve, forstå og skabe levende billeder.
- Vi passer på filmarven og gør filmhistorien levende i både fysiske fællesskaber og på digitale platforme.
- Vi samler og formidler viden til inspiration og nytænkning.
På den måde får film betydning for borgere i hele landet – og sætter Danmark på verdenskortet.